Hvem er vi…

Gravel Fyn Training Club er en klub/fællesskab for folk på Fyn, der gerne vil kombinere offroad-træning med socialt samvær.

Klubben er også for dem, der ønsker at træne mere seriøst og ikke er bange for at få pulsen op. Vi fokuserer på gode træningspas med høj intensitet og ild i benene.

Det er gratis at køre med de første par gange, men det kræver, at du er lidt øvet. Du skal være i god cykelform og have et ønske om at blive endnu bedre. Hvis det lyder som noget for dig, kan du læse om vores træning her og medlemskab her.

Bestyrelsen består af frivillige, ulønnede medlemmer, der også kører med. De tager sig af foreningen og arbejder løbende for at udvikle den i en positiv, ærlig og mangfoldig ånd.

Gruscykling… Hvad er det?

Cykling på grus går helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor det foregik på en Laufmaschine, en cykel uden pedaler (løbecykel). I midten til slutningen af 1800-tallet blev de såkaldte “benknusere” på ca. 50 kg med pedaler opfundet. De var udstyret med fjedre i sadlerne, da “vejene” var meget ujævne! Disse cykler blev især brugt af militære enheder, og lige siden har folk bevæget sig frem på to hjul ved egen muskelkraft.

25th Infantry Bicycle Corps

Gruscykling minder meget om cykelcross, som har eksisteret i næsten 100 år, men siden da har offroad-cykling udviklet sig markant. I dag er de materialer, der bruges, meget lette, og vi ønsker en cykel med lav vægt og en form for komfort/affjedring. Dette opnås ved hjælp af slangeløse dæk, fleksible sadelpinde eller styr, der kan fjedre op og ned.

Gruscykling foregår på ikke-brolagte veje over længere afstande, og cyklerne minder meget om almindelige racercykler. De er dog mere behagelige at køre på, da de har bredere dæk og en bedre, mere komfortabel geometri. Der lægges mindre vægt på aerodynamik, hvilket betyder, at man kan sidde mere afslappet på cyklen.

I Danmark foregår gruscykling på markveje, stier og i skove. Ruterne går uden for byerne og gennem landdistrikterne, hvor man kan nyde smukke landskaber og fængslende natur. Naturoplevelser er en central del af gruscykling, og det bliver stadig mere populært. Det er den perfekte måde at slappe af og nyde naturen uden forstyrrelser fra trafikken. Alt dette opleves bedst på en gruscykel, og vi kombinerer det med træning og godt socialt samvær. Det handler ikke altid om at komme hurtigst frem, men om at få en god tur og en fantastisk oplevelse. For os er gruscykling den mest underholdende form for cykling, hvor vi slipper for bekymringer om biler og byens regler.


Grusveje findes over hele Danmark, og som udgangspunkt må man cykle overalt, så længe man holder sig til veje og stier og tager hensyn til andre. Du kan køre alene eller i en gruppe som vores, hvor vi sammen udforsker den fynske natur. Inden afgang planlægges en rute, som ofte følges via GPS. Én i gruppen “viser vej” og guider os gennem naturen, hvor vi udforsker ukendte stier. Vi finder det spændende og udfordrende at opdage nye steder og se, om vi kan finde nye og gode ruter. Når vi har fundet gode ruter, kører vi dem igen og igen, så alle i gruppen kan køre dem uden vejvisning.

Hvad er en Gravel cykel?

I dag kaldes en gravelcykel også for en all-road cykel, da den kan køre “overalt”. Man behøver derfor ikke bekymre sig om cykelvalg, når man skal ud på tur, da den kan klare både asfalt, stier, grusveje og skove. En all-road cykel er i bund og grund en racercykel med bredere dæk, hvilket gør, at den kan køre næsten overalt. Gearingen på en all-road cykel er lavere end på en racercykel, da man kan støde på hårde stigninger på grus eller i skove. Hvis man dykker dybere ned i det, vil man opdage, at stelvinklerne og akselafstanden er lidt anderledes for at give bedre kontrol og komfort off-road. De fleste nye gruscykler er designet med fokus på det ujævne terræn og reducerer rystelser i sadel/sadelpind og styr.

Hvis man vil investere i en gravelcykel, findes de i alle prisklasser, fra ca. 5.000 til 100.000 kroner. Prisen ændrer dog ikke nødvendigvis selve oplevelsen. Den kan gøre turen hurtigere og mere komfortabel, og når man kører langt og mange kilometer, kan det være en fordel med godt udstyr. Det er noget, vi kan snakke om i mange timer, når vi kører en god grustur eller mødes over en øl.